Om EU
EU kan ofte virke meget uoverskueligt med mange forskellige institutioner og kringlede beslutningsprocedurer. På denne side kan du få et hurtigt overblik over EU's basale opbygning, medlemslandene og det bagvedliggende regelsæt, der regulerer samarbejdet inden for EU.
EU's institutioner
Der er formelt syv EU-institutioner, der foruden de fire beskrevne omfatter EU-Domstolen, Den Europæiske Revisionsret og Den Europæiske Centralbank.
Europa-Kommissionen
Europa-Kommissionen består af en politisk ledelse med 28 kommissærer med ansvar for hver deres politikområde. Kommissærerne bliver udpeget for en periode på 5 år af medlemslandenes regeringer efter godkendelse af Europa-Parlamentet. Alle medlemslandene har en kommissær.
Kommissionen har som hovedregel eneretten til at fremlægge lovforslag i EU. Herefter er det oftest Rådet - gerne i samarbejde med Europa-Parlamentet - der vedtager lovene. Men Kommissionen kan også i nærmere afgrænsede tilfælde selv vedtage regler.
Europa-Parlamentet
Europa-Parlamentet består af politikere fra alle medlemslandene. Der er 751 medlemmer af Europa-Parlamentet. Hvert medlemsland vælger sine repræsentanter ved direkte valg, der finder sted hvert 5. år - senest den 25. maj 2014. Antallet af repræsentanter fra hvert land afhænger af medlemslandets størrelse. Danmark har 13 repræsentanter i Europa-Parlamentet.
Europa-Parlamentet er medlovgiver sammen med Rådet, når man benytter den almindelige lovgivningsprocedure for EU-lovgivning. Den almindelige lovgivningsprocedure indebærer, at Rådet og Europa-Parlamentet skal være enige om et lovforslag, før en retsakt kan blive vedtaget.
![]() |
Ministerrådet
Rådet for Den Europæiske Union kaldes ofte for Ministerrådet eller blot Rådet. Når man siger, at medlemslandenes ministre mødes i Rådet, betyder det ikke, at alle ministrene mødes på én gang. Hvis emnet er miljø, stiller landene med miljøministeren, og hvis emnet er landbrug, stiller landene med landbrugsministeren osv. Man kan altså tale om forskellige rådsformationer, som der i alt er ti af.
Rådet er sammen med Europa-Parlamentet de lovgivende institutioner i EU.
Det Europæiske Råd
Det Europæiske Råd (DER) består af EU's faste formand, stats- og regeringscheferne i EU og af Europa-Kommissionens formand. Det Europæiske Råd mødes mindst fire gange årligt til de såkaldte EU-topmøder. Det Europæiske Råds faste formand, Herman Van Rompuy, er ansvarlig for planlægningen og ledelsen af møderne i Det Europæiske Råd.
Det er i Det Europæiske Råd, at EU's overordnede politiske retningslinjer fastlægges. Det er også her, stats- og regeringscheferne træffer centrale beslutninger om EU's fremtid, vedtager traktatændringer og drøfter mere problematiske beslutninger.
Lissabontraktaten
Med Lissabontraktaten blev Europa-Parlamentet medlovgiver på størstedelen af de områder, som EU beskæftiger sig med. Man kalder derfor også den procedure, hvor Rådet og Europa-Parlamentet vedtager forslag i fællesskab, for den almindelige lovgivningsprocedure.
Kort fortalt går den almindelige lovgivningsprocedure ud på, at Europa-Kommissionen kommer med et forslag til en retsakt, som Rådet og Europa-Parlamentet herefter vedtager i fællesskab. De fleste gange kræver det kun én behandling i Rådet og Europa-Parlamentet . Andre gange kræver det to behandlinger, og yderst sjældent skal der en tredje behandling til i det såkaldte forligsudvalg. Få styr på beslutningsprocessen i vores interaktive modul nedenfor.
Lissabontraktaten indførte også to nye topposter i EU-systemet - en fast formand for Det Europæiske Råd og en højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.
Den faste formand skal som nævnt stå for at planlægge og lede EU-topmøderne, hvorimod den højtstående repræsentant er ansvarlig for koordineringen af EU's udenrigspolitik og samtidig næstformand i Europa-Kommissionen.
Hvad koster det - og hvor kommer pengene fra?
Alle EU's forskellige aktiviteter og tiltag finansieres over EU's budget. I 2013 er EU-budgettet på omkring 150,9 mia. euro, hvilket svarer til ca. 1.124 mia. kr. EU-budgetter betaler bl.a. til de forskellige programmer for forskning og udvikling, struktur- og samhørighedsfonde samt landbrugsstøtte og udvikling af landdistrikterne.
Indtægterne til EU's budget kommer fra det, der kaldes EU's egne indtægter, som omfatter landbrugsafgifter, toldindtægter og et bidrag fra medlemslandene baseret på deres momsbase. Langt den største del af indtægterne - omkring 73 pct. - kommer dog i form af bidrag fra medlemslandene baseret på deres relative velstandsniveau, hvilket vil sige en procentsats af medlemslandenes bruttonationalindkomst (BNI). Danmarks andel af medlemslandenes samlede betalinger til EU-budgettet svarer til ca. 2 pct. - omkring 20 mia. danske kroner i 2013.
EU's medlemslande
EU består i øjeblikket af 28 medlemslande - den 1. juli 2013 blev Kroatien det 28. medlemsland. EU's samlede befolkning på 508 millioner mennesker spænder lige fra medlemslande som Tyskland med en befolkning på 81,8 millioner til medlemslande som Malta med en befolkning på 414.000. Tilsvarende varierer bruttonationalproduktet per indbygger fra 79.500 euro i Luxembourg til 4.800 euro i Bulgarien.
Af de 28 medlemslande deltager de 18 i eurosamarbejdet, og Schengensamarbejdet omfatter 22 af medlemslandene. På dette europakort kan du finde yderligere oplysninger om de enkelte medlemslande.
