Enhedslisten (Ø)

Spørgsmål 1. Stemmer I for eller imod?

Enhedslisten stemmer imod, at Danmark skal tilsluttes den europæiske patentdomstol.

Spørgsmål 2. Nævn tre grunde til at I stemmer, som I gør 

1.       Flere patenter skader samfundsudviklingen 

Enhedslisten anbefaler et ’nej’ til patentdomstolen, fordi et ’ja’ vil medføre, at der kommer til at gælde mange flere patenter i Danmark. Det vil være skadeligt for vores samfundsudvikling. Opgørelser viser, at det er de helt store multinationale virksomheder, der udtager flest patenter, og det er derfor også dem, der reelt har interesse i den fælles europæiske patentering.

Inden for medicinalindustrien har patenterne drabelige konsekvenser, fordi udvikling af og adgang til ny medicin styres af de multinationales profitjagt – ikke af hensynet til menneskers sundhed. I USA har læger og hospitaler eksempelvis betalt overpris for at teste kvinder for brystkræft, fordi firmaet Myriad Genetics har haft patent på en bestemt gen-sekvens. Medicinalindustriens patenter har også i en årrække forhindret, at eksempelvis afrikanske borgere får adgang til livsvigtig medicin til behandling af malaria og HIV, fordi virksomhederne er mere interesserede i profit, end de er i menneskeliv.

Patentdomstolen vil lede til flere gældende patenter, og det vil betyde, at store virksomheder vil blokere for, at andre deler og udvikler viden. Det er Enhedslisten imod. Vi vil derimod sikre, at fokus lægges på de bredere samfundshensyn, og at de multinationales profitjagt ikke sættes i højsædet. Vi ønsker at sikre åbenhed, så kreative mennesker kan videreudvikle gode ideer og skabe nye arbejdspladser i Danmark. Vi skal dele viden - ikke tage patent på den.

2.       Vi skal ikke afgive mere suverænitet

Enhedslisten vil ikke overlade det til en særdomstol at afgøre hvilke patenter, der skal gælde i Danmark. Med EU’s patentaftale vil den øverste myndighed i patentsager gå fra Højesteret i Danmark til en særdomstol i udlandet. Patentdomstolen vil stå over alt andet i patentsager, og den politiske diskussion om, hvor grænsen for patenter går, fjernes derfor fra den danske offentlighed. For at sikre at så afgørende beslutninger rodfæstes i den danske offentlighed, opfordrer Enhedslisten til, at man stemmer nej til at afgive mere selvbestemmelse.

3.       Små og mellemstore virksomheder risikerer at blive retsforfulgt

Det øgede antal patenter vil unægtelig medføre en eksplosion i antallet af søgsmål. Det vil især gå ud over de små og mellemstore virksomheder, der risikerer at blive sagsøgt af større internationale virksomheder. Enhedslisten frygter at virksomheder, der udelukkende baserer deres forretningsmodel på at sagsøge andre virksomheder for patentbrud – såkaldte patenttrolde – vil blive en stor belastning for især mindre virksomheder.

Spørgsmål 3. Vil aftalen skabe flere arbejdspladser/gavne dansk erhvervsliv? 

Hvis Danmark vælger ikke at tilslutte sig patentdomstolen, kan danske eksportvirksomheder alligevel uden problemer søge det nye enhedspatent. Derfor mener vi i Enhedslisten ikke, at det vil påvirke antallet af danske arbejdspladser eller dansk erhvervsliv negativt, hvis vi stemmer nej.

Derimod er vi bekymrede for, at et ’ja’ til patentdomstolen kan blive et problem for mindre virksomheder. Hvis Danmark går med i domstolen og enhedspatentet, vil der ske en stor stigning i antallet af patenter, der er gældende i Danmark. Det betyder, at danske virksomheder vil opleve en tilsvarende stigning af søgsmål – hvilket også Advokatrådet advarer imod. Det vil især skade de mindre og mellemstore virksomheder, der ikke har en hær af jurister til at forsvare sig og føre sager på deres vegne.

Spørgsmål 4. Software-patenter har været nævnt i debatten. Hvad er jeres holdning til dette spørgsmål?

I forbundet af it-professionelle, PROSA, er de stærkt bekymrede for, at softwarepatenter – som egentlig er forbudte i Europa – vil blive en negativ konsekvens af patentdomstolen. Det vil ødelægge den frie og åbne udvikling på softwareområdet og skade innovation og jobskabelse i Danmark – det vil Enhedslisten ikke være med til. 

Både den danske patentlov og den europæiske patentkonvention indeholder et forbud mod patenter på software. Det gør de, fordi mange ideér til software opstår ved at bygge videre på eksisterende viden – det gælder eksempelvis internetlinks, stavekontrol, tekstbehandling, regneark, søgemaskiner med videre. Det skader derfor samfundsudviklingen, hvis man kan tage patent på software. 

Der findes i dag en europæisk patentorganisation (EPO). De patenter, der vedtages her, gælder ikke automatisk i Danmark – det vil tilslutningen til en europæisk patentdomstol dog ændre.

Problemet er, at EPO til trods for forbuddet i praksis udsteder patenter på software. EPO kalder ikke patenterne for ’softwarepatenter’, men gennem de seneste par år har EPO imidlertid godkendt over 50.000 patenter, der kan krænkes i forbindelse med udvikling af ny software – herunder blandt andet idéen om faneblade i internetbrowsere, stavekontrol af sammensatte ord og fortryd-knappen i tekstprogrammer.

Hvis vi tilslutter os EU's Patentdomstol, er Enhedslisten derfor bekymret for, at vi vil se mange flere softwarepatenter i de kommende år, hvilket vil ødelægge den frie og åbne udvikling på softwareområdet.

Spørgsmål 5. Hvad ville det ifølge jer betyde, hvis det blev et nej?

Det vil ifølge Enhedslisten være en succes, hvis danskerne stemmer ’nej’ til patentdomstolen. Med et ’nej’ sikrer vi, at grænserne, for hvad der må patenteres i vores samfund, fortsat er påvirket af den danske offentlighed – og ikke alene styret af en særdomstols snævre fortolkning af patentjuraen. 

Med et ’nej’ sender vi også et signal til vores egne politikere og EU-eliten om, at befolkningen er træt af, at uigennemsigtige beslutninger bliver besluttet ovenfra og presset ned over befolkningen. Enhedslisten ønsker ikke, at vi skal afgive mere selvbestemmelse i en tid, hvor EU tager mere og mere magt fra medlemslandene.

Hvis vi stemmer ’nej’ kan danske virksomheder uden problemer søge det europæiske enhedspatent under samme regler som virksomheder fra andre lande. Vi slipper dog for, at mindre og mellemstore danske virksomheder fra den ene dag til den næste oplever en drastisk stigning i antallet af søgsmål.

Endelig, kan et dansk nej igangsætte en diskussion i de andre medlemslande om konsekvenser af patentreformen og af patenters konsekvenser for den bredere samfundsudvikling. Forhåbentligt vil det medføre, at andre medlemslandes befolkninger også kræver, at de bliver spurgt.

Andet? 

  • Civilsamfundet tilsidesættes

De seneste 20 år har civilsamfundsorganisationer varetaget den offentlige interesse ved at indgive indsigelser og appeller ved udstedelsen af problematiske europæiske patenter. Det vil de i fremtiden blive forhindret i, da individer og non-profit organisationer i fremtiden ikke kan repræsentere sig selv ved den kommende europæiske patentdomstol. Desuden vil organisationerne i fremtiden tilmed skulle betale for alle sagsomkostninger for begge involverede parter, hvis sagen ikke vindes. Det vil føre til store omkostninger i omfattende advokatbistand og til uoverkommelige regninger i forbindelse med tabte retssager. Det vil alt i alt betyde, at sagerne ikke vil blive rejst, og det er et demokratisk problem.