Dansk Folkeparti (O)
.jpg)
Spørgsmål 1. Stemmer I for eller imod?
Vi stemmer imod!
Spørgsmål 2. Nævn tre grunde til at I stemmer, som I gør
- For de fleste små og mellemstore danske virksomheder vil det være en fordel at stå udenfor. De kan med fordel have et selvstændigt patent for Danmark sideløbende med et EU-patent, der dækker de øvrige lande. På den måde risikerer man ikke at miste patentbeskyttelsen på sit hjemmemarked ved en domstol i udlandet, samtidig med at man opnår fordelene ved, at det bliver nemmere at søge patent i de øvrige lande. På denne måde er det ren win-win at stå udenfor.
- Hvis man kun har et EU-patent, risikerer en dansk virksomhed at miste patentet i de øvrige lande såvel som i Danmark, hvis virksomheden taber en retssag ved en domstol det sted i Europa, hvor det måtte være mest belejligt for sagsøgeren at anlægge sag. De store internationale selskaber skal nok klare denne udfordring. De har råd til at hyre advokater til at føre en sag på eksempelvis rumænsk. Med hvad med den lille virksomhed eller enkeltmandsvirksomheden? Ved at stå uden for patentdomstolen sikrer vi, at disse virksomheder kun kan miste deres patentbeskyttelse på det danske hjemmemarked ved en dansk domstol, efter dansk ret, med dansk som retssprog og med danske dommere.
- Patentdomstolen vil blive reguleret af EU-retten og vil blive underlagt EU-Domstolens bindende afgørelser. Det betyder, at vi i realiteten ikke ved, hvordan patentdomstolen kommer til at fungere i praksis. Det bliver endnu et område, hvor EU-dommerne kan boltre sig og udvide EU-rettens greb omkring den nationale lovgivning. Det er med andre ord det sikre valg at stemme nej. Vi skal ikke haste os ind i et EU-patent, som vi ikke kan kende omfanget af.
Spørgsmål 3. Vil aftalen skabe flere arbejdspladser/gavne dansk erhvervsliv?
Det er vanskeligt at sige med sikkerhed. Der vil være fordele såvel som ulemper. De fleste af fordelene vil vi dog også kunne drage nytte af, selv om vi står udenfor. Dansk Industri og andre anbefaler et dansk ja. Det er værd at huske på, at de samme kræfter også anbefalede, at vi skulle stemme ja til euroen i sin tid, og lovede bål og brand, hvis danskerne ikke makkede ret. Heldigvis stemte vi nej dengang, og det er langt de fleste vist glade for i dag, hvor det har vist sig som en stor fordel for Danmark at stå uden for euroen. Vi bør også stemme nej til patentdomstolen - først og fremmest af hensyn til de små og mellemstore danske virksomheder.
Spørgsmål 4. Softwarepatenter har været nævnt i debatten. Hvad er jeres holdning til dette spørgsmål?
Det er reelt uafklaret, om softwarepatenter bliver en del af det nye fællespatent. Regeringen siger nej, men industrien siger ja. For os at se vil det være et problem, hvis software i videre omfang vil kunne patenteres. Det vil hindre innovationen i IT-sektoren væsentligt. Vi mener derfor, at tvivlen bør komme sagen til gode – og det taler endnu en gang for at stemme nej og se, hvordan det udvikler sig. Danmark kan altid tilslutte sig, hvis vi ønsker. Men har man først sagt ja, fanger bordet.
Spørgsmål 5. Hvad ville det ifølge jer betyde, hvis det blev et nej?
Det er det sikre valg. Vi vil kunne høste fordelene ved, at der bliver mulighed for at søge et enhedspatent i de øvrige lande, samtidig med at danske virksomheder ikke risikerer at miste deres patentbeskyttelse i Danmark ved en domstol et sted i udlandet. Vi skal ikke haste ind i et EU-patent, som vi ikke ved, hvordan kommer til at fungere i praksis med EU-domstolen ved roret. Det er sund fornuft at stå udenfor.
Andet?
Forumshopping er et vigtigt emne, som bør drøftes nærmere.