Hvorfor skulle vi stemme?

 

Hvis Danmark overdrager noget af sin ret til selv at bestemme, siger grundloven, at flere end 5 ud af 6 medlemmer af Folketinget skal støtte forslaget. Det betyder helt konkret, at ud af de 179 folketingsmedlemmer skal minimum 150 støtte forslaget.  Kommer antallet ikke op på 150, skal den danske befolkning tage stilling til forslaget ved en folkeafstemning. Aftalen om patentdomstolen blev ikke støttet af 5 ud af 6 medlemmer af Folketinget, idet Enhedslisten og Dansk Folkeparti var imod. Regeringen besluttede derfor at sende aftalen om den fælles patentdomstol til folkeafstemning.

Stemmebokse

Grundlovens § 20

Stk. 1.
Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2.
Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.


Se hele grundloven på Folketingets hjemmeside.