Patentdomstolens opbygning

Hvordan skal domstolen i følge forslaget bygges op?

Den fælles patentdomstols centrale afdeling i første instans bliver placeret i Paris med tematiske underafdelinger i London (kemi, daglige fornødenheder m.v.) og i München (maskinteknik m.v.). En sag kan således i visse tilfælde starte ved en af disse retter, men visse typer af søgsmål, som f.eks. krænkelsessager, skal anlægges direkte ved en lokal eller en regional afdeling oprettet i et af de deltagende EU-lande.

Lokale afdelinger

De deltagende medlemslande kan nemlig vælge at oprette lokale afdelinger af den fælles patentdomstols førsteinstans. Det er op til de deltagende medlemslande at beslutte, om de ønsker at oprette en lokal afdeling.

Der kan endda oprettes flere afdelinger i et land, nærmere bestemt en afdeling for hver 100 nye sager, der er anlagt i det foregående år. Der kan dog maksimalt oprettes fire afdelinger i et land.

Danmark får en lokal afdeling. Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre) har nemlig indgået en politisk aftale den 14. februar 2014 med Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti om oprettelsen af en lokal afdeling af den fælles europæiske patentdomstol i København.

Regionale afdelinger

To eller flere deltagende lande kan også gå sammen om at oprette en regional afdeling. Landene skal derefter beslutte, hvor afdelingen skal have sæde. Endelig oprettes der en appeldomstol i Luxembourg og et voldgiftscenter, der har hjemsted i Ljubljana (Slovenien) og Lissabon (Portugal). Voldgiftscenteret kan dog ikke behandle sager om f.eks. patentkrænkelser og ugyldiggørelse af patenter.

Kan den fælles patentdomstols afgørelser appelleres? 

Ja. Afgørelser truffet af den fælles patentdomstols første instans i Paris, München eller London eller i en lokal eller regional afdeling vil kunne appelleres til appeldomstolen i Luxembourg senest 2 måneder efter afgørelsen. Bortset fra afgørelser om enhedspatenters gyldighed vil en anke til appelinstansen ikke have suspensiv virkning i forhold til afgørelsen i første instans (det vil sige, at parterne skal respektere førsteinstansens afgørelse indtil appeldomstolens afgørelse). Appelinstansen kan ændre afgørelsen i første instans og kan i særlige tilfælde tilbagevise sagen til fornyet behandling i førsteinstansen.

For at undgå forskelle i fortolkningen af EU-retten mellem den fælles patentdomstol og EU-Domstolen kan eller skal den fælles patentdomstol - enten førsteinstansen eller appelinstansen - forelægge spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten for EU-Domstolen i Luxembourg (som ikke er identisk med appeldomstolen i Luxembourg).

Appelmuligheder domstolen